Det som ingen taler om – en opvækst med alkoholmisbrug

Alkoholmisbrug – et tabu

I rigtig mange familier med alkoholmisbrug er det et stort tabu at tale om det, der foregår.

Det ikke kun er udsatte familier, som kan kæmpe med alkoholmisbrug, men også velstillede, socialt anerkendte familier kan have disse udfordringer.

De helt store tabere er børnene. Som barn er du vidne til en forældre opførsel, som er uforudsigelig, uforklarlig og måske skræmmende, når der er blevet drukket igen. Ingen behøver at fortælle dig, at du ikke må sige noget til nogen, du sanser det i stemningen.

Børnene bliver overladt til dem selv

Du bliver efterladt i et følelsesmæssigt kaos af frygt, angst, ensomhed og forladthed uden mulighed for at blive beroliget.

Det sætter dybe spor i et lille barn. Et barn er fuldstændig prisgivet sine forældre/nærmeste omsorgspersoner og vil til enhver tid være loyal og elske dem overalt på jorden. Det er den menneskelige natur og helt nødvendigt for overlevelse.

Derfor bliver skaden for det enkelte barn og senere voksne så tilsvarende stor, fordi den helt fundamentale tryghed imellem barn og forældre aldrig er blevet grundlagt.

Samtidig kan det føles som et svigt oveni et svigt fra forældrenes side, at ingen gør noget. Du kan godt se med dine barneøjne, at denne opførsel eller utryghed er anderledes end hos andre, men du siger ikke noget, fordi du er loyal, og du oplever at andre omkring dig heller ikke siger eller gør noget.

Det kan give en stor fortvivlelse om det er dig, som er forkert på den og om det du oplever overhovedet er så slemt. DET ER DET !

Barndommen glemmes

Mange voksne børn af misbrugere oplever derfor at have store “huller” i deres hukommelse, flere år af deres barndom er væk, men fornemmelserne i kroppen, det lave selvværd, ensomheden og angsten vil stadig være til stede.

Første vigtige skridt er at række ud efter en, som kan lytte til dig og møde dig i din sårbarhed med alt det du fornemmer og mærker. Du har brug for støtte til at begynde at samle brikkerne fra barndommen, så du langsomt kan få en forståelse for dig selv og dine reaktioner.

Det kræver tid og stor omsorg for dig selv at arbejde med din historie og de følger den har fået for dig, og det kan være meget grænseoverskridende at skulle åbne op og fortælle om alt det, som har været så forbudt og tabuiseret igennem hele din opvækst.