Hjælp til spiseforstyrrelse i Roskilde
Jeg har tilbudt professionel hjælp gennem mange år
Hvad er en spiseforstyrrelse?
At have en spiseforstyrrelse betyder, at dine tanker, følelser og adfærd i forhold til mad, krop og vægt fylder så meget, at det går ud over din livskvalitet. Denne overoptagethed af krop og mad gør ondt indeni.
Men en spiseforstyrrelse eller selvskade handler langt fra kun om mad eller den skadende adfærd. Ved spiseforstyrrelser er maden og kroppen blevet et sprog til at håndtere svære følelser og livsproblemer. Det som startede som en løsning på dit problem er nu blevet et problem i sig selv.
Mange har en oplevelse af ikke at kunne styre sit eget liv, men at de bliver styret. Spiseforstyrrelsen bliver det som fylder konstant og er til stede i alle livets udfoldelser. Tanker, følelser, interesser og gøremål bliver fyldt op af mad og krop.
Kampen med spiseforstyrrelser
Det kræver stor tålmodighed at arbejde sig ud af en spiseforstyrrelse og indimellem vil det føles håbløst og alt for hårdt – her skal du vide, at jeg bliver ved med at støtte dig selv, når det er aller mest mørkt. Jeg ved der er en vej ud af spiseforstyrrelsen og den finder vi også for dig. Første vigtige skridt er at erkende du har brug for hjælp og række ud.
For mange er vejen ud meget længere end vejen ind og min erfaring er, at terapi med fokus på følelser og relationens betydning er utrolig helende, fordi mange med en spiseforstyrrelse kæmper med følelser af skam, ikke føle sig god nok og en dyb forladthed.
Charlotte Krolykke

“Eksamineret emotions-fokuseret psykoterapeut MPF fra EFT-Instituttet.
Jeg har flere terapeutiske efteruddannelser samt uddannelse som yogalærer”.
Symptomer ved en spiseforstyrrelse kan være
- Overspisning forbundet med skam, ensomhed, tomhed, kedsomhed, dårlig samvittighed
- Opkastning enten ved overspisning eller ved almindelig indtagelse af mad, som ofte er forbundet med skam eller lettelse bagefter
- Tvangsmotion, som betyder, at motion bliver sat før alt andet og det er forbundet med uro i kroppen, hvis du ikke kan træne
- Underspisning forbundet med strenge/restriktive tanker om, at du ikke fortjener mad, måske storhedsfølelse over at kunne sulte dig eller andre selvkritiske tanker samt svært ved at mærke sult/mæthed
Du kan også opleve:
- Humørsvingninger
- Angst
- Depression
- Kuldefornemmelser
- Tab af hår
- Tør hud
- Overoptagethed af mad og spisevaner
- Grovæderi/ædeflip
- Dårlig hukommelse
- Koncentrationsbesvær
- Tab af interesse for hobbyer og venner
- Søvnforstyrrelser
- Menstruationsforstyrrelser
- Ændringer i hjerterytmen
- Muskelsvækkelse og måske kramper
- Forstoppelse eller tarmbesvær.